Det tror I, ufoer er


Lytterne af podcasten Flyvende Tallerken er den helt store overraskelse ved årets undersøgelse af, hvad danske ufo-interesserede tror, ufoer er. For dels har de færreste set noget, de tror er et ufo. Gruppen er den mest positive omkring intelligent liv i rummet, og så er rumvæsner ikke den mest fremhærskende forklaring på, hvad der er årsagen til ufoer.

Af Benny Christen Grandahl

Så er UFO-undersøgelsen 2022 gjort op – og resultatet er overraskende. Særligt de svar, jeg har fået fra jer, som lytter til podcasten Flyvende Tallerken.

Men før jeg går nærmere i detaljer med resultatet, skal der først lyde en stor tak til Frederik for, at han gav mig lov til at spørge jer om, hvad I tror, ufoer er. Samt til Janus, for at have lagt plads til både min opfordring til at deltage og nu resultatet af undersøgelsen her på The Tallerken-Files.

Den mest overraskende målgruppe
I alt har jeg spurgt tre forskellige grupper af danske ufo-interesserede om, hvad de tror, ufoer er:

  • Medlemmerne af Facebook-gruppen Dansk UFO Gruppe.
  • Medlemmerne af Facebook-gruppen SUFOI Debatforum + modtagerne af deres UFO-mail.
  • Lytterne af podcasten Flyvende Tallerken.

Og netop jer, som lytter til Flyvende Tallerken har virkelig overrasket mig med jeres besvarelser.

For det første er I de eneste af de tre målgrupper, hvor der er flest, som IKKE mener, de har set noget, der kan kaldes for en ufo. Hele 74,5 % svarer nej til det spørgsmål, mens kun 18,4 % svarer ja – og bare 7,1 procent svarer Ved ikke.

Er det noget, er det ikke nødvendigvis rumvæsner
Dernæst overrasker I ved, at I er den af de tre grupper, som er mest åbne overfor, hvad ufoer er.

I alt 31,1 % har valgt at svare ”Ved ikke” til spørgsmålet om, hvad de tror, årsagen til ufo-observationer er.

Og af dem, som der mener, ufoer er noget bestemt, er der dødt løb mellem dem, som mener, det er rejsende fra andre dimensioner og dem, som mener det er rumvæsner. Begge forklaringer får 25,7 % af stemmerne.

Særligt de dimensionsrejsende er en forklaring, som også mange i de to andre målgrupper har valgt som forklaringen på ufoer.

Derfor tyder meget på, at danskerne – i modsætning til amerikanerne, som stadig tror mest på rumvæsner – er ved at skifte holdning til, hvad ufoer er.

Den tendens overrasker på sin vis også Frederik. Men omvendt har han også en god forklaring på, hvorfor det er sådan – og hvorfor tendensen er så tydelig netop blandt jer, som lytter til Flyvende Tallerken. I det interview jeg har lavet med ham på ufomagasinet.dk, siger han bl.a.:

”Vi lever jo i en tid, hvor kvantemekanik er noget, folk er blevet rigtig nysgerrige på – og der er noget, vi gerne vil forske mere i, fordi det åbner op for en hel ny verden inden for videnskaben.

Samtidig tror jeg også, der er rigtig mange lyttere, som interesserer sig for det her – og så skal vi jo ikke negligere, at astrofysikeren Anja C. Andersen er medvært på Flyvende Tallerken. Så hun tiltrækker jo sandsynligvis netop folk med de her interesser”.

Så måske det ikke så overraskende endda, at der er ved at ske en holdningsændring til, hvad ufoer er herhjemme.

I er dem, som er mest positive omkring intelligent liv i rummet
Hele 96,9 % af de 261 Flyvende Tallerken-lyttere som har besvaret mit spørgeskema, svarer, at de er overbevist om, at der er intelligent liv andre steder i rummet.

Det gør jer til den af de tre målgrupper, som er mest positive med hensyn til intelligent liv i rummet. Men besvarelserne fra både SUFOI og Dansk UFO Gruppe ligger også over 90 % – og i ingen af de tre målgrupper er der nogen, som svarer nej til spørgsmålet.

Samtidig er I også dem, som er mest positive omkring, HVORNÅR vi får bevis for, at der rent faktisk findes intelligent liv på andre planeter i universet.

Hele 37 % mener, at det sker inden for de kommende 10 år – og 30,4 % mener det sker inden for de kommende 50 år. Kun respondenterne hos Dansk UFO Gruppe er næsten lige så positive, mens respondenterne hos SUFOI kun er en lille smule mere pessimistiske i deres besvarelse af dette spørgsmål.

Hør Frederiks kommentarer, og hvad de andre grupper mener
Det var i hovedtræk jeres svar på mine spørgsmål om ufoer, og hvad I mener om intelligent liv i rummet.

ufomagasinet.dk kan du få flere detaljer om undersøgelsen, samt høre mit interview med Frederik om hans kommentarer til undersøgelsens resultater.

Billedtekst: Lyt til interviewet med Frederik om resultatet af ufo-undersøgelsen. Foto fra og her bragt med eksplicit tilladelse: Benny Christen Grandahl.

Samme sted kan du også se, hvad de andre grupper i undersøgelsen har svaret, samt høre mit interview med henholdsvis Kristian Thomsen fra Dansk UFO Gruppe og næstformand Toke Haunstrup fra SUFOI – Skandinavisk UFO Information.

Endnu en gang tak for hjælpen til Janus og Frederik – og til jer, som brugte tid på at besvare undersøgelsens spørgsmål.